Anders Absalon Nielsen
26. august 2020

Født: 1808 i Aaker sogn på Bornholm
Død: 11 Maj 1882 i Aaker sogn på Bornholm
Far: Niels Andreas Andersen
Mor: Cecilie Margrethe Henrichsdatter
Gift: 12 Nov 1834 i Poulsker sogn på Bornholm
med Anne Mogensdatter
Gift: 13 Okt 1854 i Aaker sogn på Bornholm
med Elsebeth Andersdatter
Børn: 13 Jul 1855 Anine Margrethe Nielsen
5 Sep 1857 Christian Ludvig Nielsen

Engtoftevej i Aaker sogn

Klik på billedet og få vist
et større samt flere billeder

Anders blev i 1808 født i Aaker sogn på Bornholm, hvor hans forældre var udbyggere ved Store Krusegård i den sydlige del af sognet. Efter konfirmationen, men højst sandsynlig før, kom han ud at tjene på de nærliggende sognes gårde. I 1829 flyttede han fra Bodilsker sogn til Pedersker sogn, hvor han blev tjenestekarl på Munkegård. Her var han de næste 5 år, hvorefter han giftede sig med den mere end 20 år ældre enken Anne Mogensdatter. Anders flyttede derefter til hende i Poulsker sogn. Et par år efter flyttede de som udbyggere til Ibsker sogn. Her blev de dog ikke så mange år, for i 1845 boede de i Aaker sogn, hvor Anders nu benævnes som træskomager. De bosatte sig først ved Store Krusegård i den sydlige del af sognet og senere ved Store Grammegård, også sydligt i sognet. I 1845 blev Anders erklæret umyndig (af hvilken grund har jeg ikke fundet ud af). Det forhindrede dog ikke, at han samme år lånte 100 rigsdaler, dog med broren Peder som værge. Nu var de flyttet til en grund ved Store Munkegård ved Boderne i Aaker sogn. I 1853 døde Anne. De var igen flyttet tilbage til en grund ved Store Grammegård. Efter Annes død flyttede Anders som indsidder til Lille Loftsgård, også ved Boderne. Her ved Lille Loftsgård boede Elisabeth Andersdatter. De blev et år efter Annes død gift og flyttede til et hus ved Lille Bukkegård ca. 3 km syd for Aakirkeby. I 1862 købte Anders og Elisabeth en uopdyrket parcel fra Store Krusegård ved Ugleenge, ved det nuværende Engetoftevej. Her byggede de en lille ejendom og begyndte at opdyrke jorden. For dette stykke arbejde blev Anders i 1877 præmieret med 15 Kr. af et beløb på 100, som Bornholms Landøkonomiske Selskab havde fået via finansloven. I 1882 døde Anders 74 år gammel. Elisabeth blev boende på ejendommen, som hun i 1889 solgte til sin svigersøn Jens Madsen Jensen.