Christiansø 1754
Klik på billedet og få vist et større billede
|
Anders blev født i Klemensker sogn på Bornholm, men da der ikke er nogen kirkebog fra dette
sogn før fra år 1800, har det kun været muligt at anslå hans ca. fødselsår efter de
aldersangivelser, der findes i mønsterrullen fra Christiansø, i folketællinger og
kirkebøger. De er dog ikke eninge om hans alder på det givne tidspunkt. I 1787 er han i det
23. år, dvs. født omkr. 1765. I sept. 1790 er han 25½ år, dvs. født i 1765. I en kirkebog
fra 1822 er han 60 år, dvs. født i 1762. Da de angivelser, der er nærmest hans fødsel,
peger på 1765, vil jeg tro, at det er de mest rigtige.
Som ung var Anders tjenestekarl, bl.a. på Splidsgård i Klemensker sogn og senere også på
gårde i Rø sogn. Han var desuden national soldat. I 1790 blev han og Anne Kirstine gift i
Østermarie sogn og omkring august samme år flyttede de til Christiansø, hvor Anders blev
soldat. Anders og Anne Kristine blev på Christiansø til august 1794, hvor Anders tog sin
afsked. De flyttede tilbage til Østermarie sogn, hvor de slog sig ned som udbyggere ved 4.
vornedegård - Store Frigård. I 1800 får de en søn, som dog dør kort efter. På dette
tidspunkt ser det ud til, at de er flyttet fra hinanden, for i folketællingen fra 1801 bor
Anne Kirstine sammen med børnene hos sin mor i Østermarie sogn og Anders er tjenestekarl på
2. selvejergård - Hindsegård - i Ibsker sogn. Ud for ham står: 'givt 1. gang og Separeret'.
Dog får de en datter i 1803 Ane Kirstine. I 1812, ved sin søn Christens konfirmation, står
der, at han er på Christiansø. Han er dog ikke fundet i mønsterrullerne på Christiansø,
der dog mangler nogle år mellem 1808 og 1815, så han kan godt have være der. Han må dog
senere være kommet tilbage til Bornholm før 1815. Ved Ane Kirstines konfirmation i 1817
står, at han befinder sig i Aaker sogn. Han må dog have flyttet tilbage til Østermarie sogn,
for i 1818 flyttede han iflg. kirkebogens afgangsliste som tærskemand fra Østermarie sogn
til Aaker sogn dog uden Anne Kirstine. Ved ankomsten til Aaker skriver præsten "adskilt fra
sin Hs". Fire år senere flyttede Anders til Pedersker sogn som udbygger og daglejer. Kort
efter flyttede han igen tilbage til Aaker sogn. I Aaker sogn får Anders to børn med Marie
Larsdatter. Anders og Anne Kirstine blev aldrig skilt.
|