En amerikansk soldat i 1890'erne


en udvandrerhistorie af
Poul Otto Gaalaas-Hansen



Kilde: Bornholmske Samlinger
III række, 4. bind.
Montre med militæreffekter, foto m.m. fra Otto Julius Hansens tid i det amerikanske kavaleri i 1893-98, som de blev vist på Bornholms Museum i foråret 1989.


Indledning af Henrik Vensild.
I julen 1988 døde Hans Eivind Gaalaas-Hansen i Aakirkeby. En velkendt og meget dygtig mekanikus og urmager. I hans bo fremkom der en del amerikanske militæreffekter, såsom gallajakke, bælte, daglig kasket, soldaterbog fra de 4. kavaleriregiment, et amerikansk flag samt flere foto fra Walla Walla i staten Washington og fra Yellowstone National Park.
Disse genstande stammede fra faderen, snedker og møllebygger Otto Julius Hansens tid som kavalerist i den amerikanske hær 1893-98. Bornholms Museum modtog med stor glæde disse amerikanske effekter om en bornholmsk udvandrers spændende tid i Amerika. Vi bad samtidig Otto Julius Hansens barnebarn, Poul Otto Gaalaas-Hansen i Sandefjord i Norge om at nedskrive, hvad bedstefaderen havde fortalt om sin tid i Amerika, for at fastholde disse oplysninger og for at give uniformsdelene og fotografierne mere liv.
Mange bornholmere udvandrede i sidste århundrede, hovedsagenlig til Amerika. Mange af dem blev der ovre, men nogle og her iblandt Otto Julius Hansen og hans norske kone Anne Gaalaas, vendte hjem til hans fødeø og opbyggede en ny tilværelse. Men trods det, at en del vendte hjem igen, mangler Bornholms Museum faktisk karakteristiske effekter, der kan fortælle om livet i det fremmede.
Otto Julius Hansen blev født i 1874 på 3. slg. parcel i Åkerlyngen. Han kom i lære som snedker hos A.P. Nygaard i Aakirkeby, og som udlært drog han med broderen Christian over til en ældre broder i Chicago. Det er disse år i Amerika, vi skal høre om her. I 1898 vendte han med sin norske kone tilbage til Bornholm og fik ansættelse hos snedker Christian Jensen i Aakirkeby, hvor han også lærte at bygge møller. Senere i 1911 grundlagde han sin egen virksomhed og blev en kendt møllebygger på Bornholm. Alligevel ville familien gerne tilbage til Amerika, men 1. Verdenskrig satte en stopper for rejseplanerne, og de blev her resten af livet.

Arbejdsløs.
Færdig med læretiden som møbelsnedker, og uden arbejde. Det virker næsten dagsaktuelt, og alligevel er det den situation den 18-årige Otte Julius Hansen fra Aakerlyngen oplevede for 100 år siden.
Han var ikke alene. Den industrielle revolution var så småt kommet til Bornholm. I løbet af læretiden havde han oplevet overgangen fra håndsmedede søm til maskinfabrikerede.
- Hvis du taber et søm på gulvet, skal du ikke bukke dig for at ta’ det op, for det er det ikke længere værd, havde hans læremester A.P. Nørregaard sagt til ham. Så billige var de nye søm sammenlignet med de gamle og repræsenterede i grunden den økonomiske situation for flere håndværk.
Ottos fire år ældre bror Hans Christian, udlært klejnsmed, var også arbejdsløs, men det store eventyr lokkede i vest, for dem, som for mange andre: Amerika.
En ældre bror, Mathias Andreas var allerede sammen med en morbror rejst til det store lokkende land. I det hele taget foregik der i disse år en ganske anseelig udvandring fra Bornholm. Nogle blev derovre, andre vendte hjem. Som en illustration af antallet kan nævnes, at der i 30’erne alene på Nybyvej - fra Torvet til Kuleborgsvej - boede ikke mindre en 10 hjemvendte ”amerikanere” - noget lignende var tilfældet andre steder i byen og på øen, og det var næppe flertallet af emigranterne, som valgte at vende hjem.
En rigtig amerikansk kavalerist. Sadelmager Carl Scott fra Irland, der gjorde tjeneste i 4. Kavaleriregiment, deling H, 1893-98 sammen med bornholmeren Otto Julius Hansen. Her ses Scott i patruljeuniform bevæbnet med tromlerevolver i bæltet samt karabin og sabel på hestens saddel.

Var der da ikke fra myndighedernes side restriktioner mod udvandring? Jo det var der. Af hensyn til øens forsvar var der et udrejse-forbud for mænd i en vis alder. Hvordan Christian klarede det, er ikke klart, men for Ottos vedkommende gik det sådan til:
Han henvendte sig til byens politibetjent med spørgsmålet om udrejsetilladelse.
- Hvor gammel er du, spurgte ”Dâua” (Due)
- 16 år.
- Så kan du rejse, hvor du vil. God tur.
Så drog drengen af sted. Jeg har aldrig kunnet finde oplysninger om rejserute, skib o.l., men formentlig har turen gået på såkaldt ”emigrantklasse” - på mellemdækket uden egentlig køjeplads og med egen forplejning med medbragt mad. Flere rederier drev i årene omkring århundredeskiftet en meget livlig linjefart mellem Skandinavien og New York - om ikke alle lige seriøse.
Fra New York gik turen med tog til Chicago, hvor broderen Mathias boede. Formentlig har jernbaneselskabet - Union Pacific - gennem sine emigrationsagenter i Danmark ordnet billetter helt frem, ligesom de sørgede for ledsagere i New York. Sprogkundskaberne var minimale.
- Da vi kom til Chicago, kunne vi sige ”Yes and No” og tælle til hundrede på engelsk.
Det, at Otto kunne tælle til hundrede, kom ham til hjælp. Han havde adressen til sin bror på et stykke papir, som han leverede ti l en drager - en gammel mulat, som fik læsset drengene og deres bagage på en lille vogn med et muldyr for. De kom frem til en gade, og et stykke oppe i denne standsede kusken, kravlede ned fra vognen, gik hen til en husvæg og undersøgte denne ganske nøje. Dette gentog sig flere gange, indtil det gik op for Otte, at manden var stærkt nærsynet og vanskeligt kunne læse husnumrene. Da de standsede næste gang pegede han derfor på et hus og sagde dets nummer. Til tak fik han ”det lykkeligste smil jeg nogensinde har set på et negerfjæs”, fortalte han mange år senere.
Christian fik i Chicago arbejde i sit fag - smed - i en større virksomhed og boede i Chicago til sin død. En arbejdsulykke gjorde de sidste år af hans liv meget vanskelige - et socialt støtte-apparat fandtes jo ikke, og det blev yderst vanskelige kår for familien. Under arbejdet i smedjen faldt en glødende genstand ned i hans støvle, så han blev stærkt forbrændt. Der gik koldbrand i såret, og stykke for stykke af benet blev amputeret.
Otto fik arbejde i et byggefirma som tømrer - det rene ”vildmands-arbejde” på høje huse uden nogen form for sikkerhed, fortalte han. En tid var han også med til at bygge jernbanevogne for Union Pacific. Firmaet, som byggede jernbanevogne, havde som princip ikke at afskedige medarbejdere, men aflønningen foregik efter opmålingsakkord, ordrerne blev mindre og mindre, arbejdstiden blev nedsat - og dermed også lønnen. Når lønnen blev for ringe, sagde arbejderne op. Hvad skulle man leve af? Hvorfor ikke soldat! En arbejdskammerat - en irlænder - foreslog, at de skulle lade sig hverve til kavaleriet, men Otte mente ikke, at han var nok vant til at håndtere heste og ville til infanteriet.
En opdigtet scene, hvor to "indianere" angriber en patrulje. I midten ses heste Hein, der virrer med hovedet, da den ikke kunne lide, der blev sigtet på den. Foran har en kavalerist lagt sin hest ned for at dække sig og hesten.
Foto Crawford, Fort Walla Walla, Washington o. 1893-94.

- Er du gal mand! sagde hans irske kammerat. Kan du virkelig gå og trave omkring til fods på dette uendelige store kontinent? Never Man! Han lod sig hverve som soldat! ”Enlisted for five years in U S Cavalry” - og så gik turen videre mod vest. 4. Cavaleriregements Troop H blev opsat i nærheden af Chicago og omgående forflyttet. I løbet af vel to måneder red de ”horseback” den 3000 km lange vej til Fort Walla-Walla i staten Washington. Washington blev stat i 1889, men blev fortsat delvis administreret som et ”territory”, og kavaleriets opgave var bl.a. at varetage nybyggernes sikkerhed, men også at forhindre disses overgreb mod den indianske befolkning. Jeg har for resten aldrig hør min farfar tale nedsættende om en indianer, tværtimod!
- Det er kloge og stolte folk. Og det var os, der tog deres land, fordi vi havde bedre våben. De led ofte nød, og det er ikke mærkeligt, at de er bitre på den hvide mand.
Indianerne kom han en del i kontakt med i Walla-Walla i Blue Mountains. Men altid på fredelig vis. Der var tilmed ansat indianere som scouts- spejdere eller egentlig vejvisere - og kassernemedarbejdere o.l. ved garnisonen.
Blandt dem, som mere på forretningsmæssig fulgte kavaleri-troppen, var en fotograf. Fotografiet var endnu i sin barndom, og på mange måder en sensation. Man må gang på gang forundres over den forbavsende kvalitet, der var, både teknisk og kunstnerisk, over optagelser fra denne tid, det tunge og uhåndterlige udstyr taget i betragtning. Men takket være denne feltfotograf disponerer vi i dag over et næsten unikt billedmateriale omfattende såvel landskab som personer og dyr.
Min første bevidste oplevelse med disse billeders værdi har en lidt pudsig historie. Aakirkeby Idrætsforening havde sommerfest på den gamle idrætsplads. Med rideopvisning. Det skulle farfar se på, kavaleristen sad ham i blodet selv 40 år efter dimitteringen. Sport var ellers ikke den store interesse. Kommentarerne efter rideopvisningen udeblev ikke.
- Ikke så ilde, til at være almindelige bonde-øg. Og mændene har nok en del at lære endnu.
- Jamen farfar, at de virkelig kan få hestene til at gå så pænt og gøre, som rytteren vil.
- Du kan få hesten til at gøre næsten hvad som helst for dig, bare du behandler den ordentlig, så den får tillid til dig…. Kom med, jeg skal vise dig noget.
Så bar det hjem, og de gamle amerika-billeder kom frem. På et af dem - billedet var arrangeret af fotografen - stod en patrulje, tilsyneladende under en rast overrasket af en indianer, der kom ridende bar-back på en pony og sigter med et gevær. En hest ligger på siden foran de andre.
- Har de skudt den hest? Gjorde i virkelig det?
- Nej, det hørte med til eksercitsen. Enten det var for at skjule sin hest i vegetationen, eller man i nødsfald måtte bruge hesten som brystværn. Det var bare at kommandere den til at lægge sig. Det var ikke alle, som var lige villige. Ser du den hest som nikker med hovedet - han kan ikke lide, at indianeren sigter på ham. Det er min hest - Hein. Bedre hest og kammerat fandtes ikke. Hvordan jeg fik den? All right. Du skal få historien om Hein.
Fort Yellowstone, hvor Otto Julius Hansen var udstationeret til 1898. Her mødte han den norske pige Anne A. Olsdatter fra Gaalaas, Nes i Hedemark, Norgen, som han blev gift med.

- Der kom en drift nye heste til Walla-Walla. De blev fordelt til os soldater. Selvfølgelig havde officererne første ret til at vælge, og løjtnanten, der havde en gammel sort hest, der aldrig lystrede ham, tog den største og kraftigste, men ikke akkurat den pæneste hest blandt de nye. Men det gik som før. Det var ikke hestene, men løjtnanten, der var noget i vejen med. Han kunne ikke omgås heste. Det samme, hvad han gjorde. Hesten dansede rundt. Løjtnanten skændte, bandede og slog. Og værre blev hesten. Til sidst kastede den løjtnanten af.
Hesten blev kasseret som ubrugelig, og jeg fik ordre til at ta’ den med udenfor lejren og skyde den. Det klarede jeg ikke, jeg havde fattet godhed for dyret, gik til kaptajnen og bad om, at blive tildelt hesten.
- Du får tre dage til at prøve dig, var svaret.
- Jeg bad om fri de tre dage og fik det. De tre dage var jeg sammen med Hein tidlig og sent, god-snakkede for ham, klappede ham, red lange ture ud i terrænet, passede på at finde lidt ekstra godbidder til ham. Det blev den mest eksemplariske kavalerihest i hele troppen. Kun én gang lavede han et nummer med mig. Han gik sammen med de øvrige heste i the fence - indhegningen - og jeg hentede ham for en patrulje-tur. Havde bare et tov med, som jeg lagde om nakken på’n og sad op, bare back, you see. Havde gjort det mange gange tidligere. Da vi kom til garnisionsporten, var den lukket, men den var ikke højere, end at Hein let kunne springe over. Også det var gjort tidligere, men da med saddel. Vi havde god fart helt frem til porten, da han pludselig refuserede på fire stive ben. Jeg kom over hindringen i en flot bue og med en temmelig ublid landing, mens hesten stod udenfor porten og formelig lo om kap med de af mine kammerater, der havde set, hvad der foregik.
Efter en tid blev troppen flyttet fra Walla-Walla. I 1872 havde Kongressen oprettet verdens første nationalpark. Et område på 3344 sq. miles - 8.660 km2 (som Sjælland, Lolland, Falster og Møn) - i det nordvestre hjørne af staten Wyoming blev afsat som et offentlig beskyttet naturreservat. Opsynet i det enorme parkområde blev overladt til U S Calevry, der konstant havde to Troops (delinger) stationeret der. I senere tid er opsynet omdannet til en egen organisation, der under navnet af Rangers er underlagt det føderale departement for nationalparkerne. Troop H blev efter turnus forflyttet til Fort Yellowstone for at overtage opsynet. Igen pr hesteryg. Ca 1250 miles (2000 km).
Otto Julius Hansen med hesten Hein, som han tæmmede efter tre dages arbejde. Han er her iført daglig uniform med kasket med mærke, to korslagte sabler ig 4 H.

Fort Yellowstone ved Mammuth Hot Springs blev nu hans hjem for resten af Amerika-opholdet. Det blev også det sted, der gav de stærkeste minder. Gang på gang når jeg sad hos mine bedsteforældre i skumringstimerne, var det fortællinger om livet i Yellowstone, som var i centrum. Ikke uden grund. Farfar plejede at sige, at det var det næstsmukkeste sted på jorden (efter Bornholm), og den hjemvendte udvandres mareridt var levende: At man er rodfæstet i begge lande. Yellowstone ligger i østskråningen af Rocky Mountains og er et meget vildt område, så godt som uberørt af meneskelige indgreb, og med et klima, som bedst kan karakteriseres som ”nine months of winter and three months of bad weather”.
De tre måneders dårligt vejr kan dog ikke have været værre, end at der strømmede turister dertil - og det gør der stadig. Området er i dag lige så attraktivt som dengang, trods store skovbrande i de senere år. Netop værn og opsyn med skovbrand var en væsentlig del af vagtstyrkens opgave. En patrulje fulgte altid en vis tid efter, at ”stage-coaches” - diligencer med firspand - fragtede turister på sightseeing. En rundtur i parkadministrationens regi tog normalt seks døgn med overnatning på de store hoteller med efter datidens forhold fornemme faciliteter som centralvarme og elektrisk lys. Soldaterne fulgte så efter til hest, overnattede i telt eller bivuak - et par steder var der specielle hytter, ”shanties”, til deres brug.
Når patruljen havde brudt op, ventede altid en mand nogle timer, før han fulgte efter de øvrige. Hans opgave var at se efter, at alle spor var slettet, og specielt at absolut al ild var slukket.
En sådan en-mands-tur havde nær fået alvorlige følger.
Jeg havde haft vagt om natten og kunne sove en times tid, efter at resten af troppen var redet videre. Da jeg skulle fortsætte, havde det været et voldsomt regnvejr, så jeg totalt mistede sporet af mine kammerater. Jeg forsøgte gang på gang at finde dem, men forgæves. I et par timer red jeg rundt helt desorienteret. Så begyndte Hein at blive modvillig. Jeg tvang den frem. Det gik mere og mere trægt. Til slut gav jeg op. Gav slappe tøjler og lod hesten gå, som den ville. Den gjorde brat omkring og lagde i skarpt trav gennem skoven i modsat retning af det, jeg ville. I løbet af en lille time havde vi indhentet de øvrige.
Et par år af opholdet i Yellowstone bestyrede Otto garnisionens snedkerværksted. Alle bygninger på fortet var træbygninger, som skulle vedligeholdes, ligeledes inventar og vogne, redskaber m.v. Der var nok at se til ved siden af vagter, skydeøvelser o.l. Under en skydeøvelse mistede han en god kammerat.
Der var pistolskydning på bane. Den fra alle cowboy-romaner og -film kendte ”Peace maker” var standardvåben ved siden af carabin og ryttersabel. På standpladsen havde kammeratens pistol ikke fungeret, og han gik til bøssemageren, der var med, og klagede. Bøssemageren sad på en sæk foder, han ta’r pistolen, kikker på den, drejer tromlen et par gange og er så uheldig at løsne sikringen, kommer nær aftrækkeren, og et uventet skud går af. Det træffer på klods hold soldaten i underlivet og går skråt op gennem kroppen og ud i ryggen. Stor opstandelse med båre og lægehjælp, men skaderne var for store. Det, at miste en kammerat under sådanne omstændigheder, sætter præg. Cowboy- og krigsfilmene er nok ikke helt ærlige på det punkt.
Det fik vi i familien bevis for en middag under anden verdenskrig. Mens vi spiste, lyttede vi til svensk radio. Der var en reportage fra en amerikansk militærbegravelse (Pearl Harbour!). Da kommer farfar ind ad døren, men standser og står i stram ”giv agt”, da der fra radioen kommer et hornsignal. Da signalet er over, strømmer tårerne ned af kinderne på den ellers så tavse mand. Han hilser militært, gør omkring og forlader stuen uden et ord.
Anne Augusta Olsdatter fra Gaalaas, Nes i Hedemark var ansat på fort Yellowstone og mødte der Otto Julius Hansen. Efter deres bryllup i 1898 flyttede de til Aakirkeby. Foto Dagen St. Poul.

Først længe efter vovede jeg at spørge om, hvad det var, der havde gjort så stort indtryk på ham.
- Det var det gamle æres-signal ”Last Post”. Det bliver blæst over en falden soldats grav. Jeg har ikke hørt det siden vi begravede min bedste ven - irlænderen ved Fort Yellowstone.
- Vær altid klar over, hvad du gør, når du håndterer skydevåben. Det er aldrig våbnets fejl, men mandens, dersom der sker en ulykke, og den kan være uoprettelig!
Dyrelivet i nationalparken var enestående, og der var mulighed for at komme til det på nært hold. Det var allerede i 90’erne et af de få steder, hvor der endnu fandtes buffalos - den amerikanske bison. Store flokke af elk- eller wapitti - en kronhjortestamme, var ganske talrig.
Som flokke af coyote - prærieulven - strejfer rundt. Bedst kendt er vel den nordamerikanske sortbjørn, som i Yellowstone var og er meget talrig og særdeles tillidsfuld, næsten tam. Men ufarlig er den ikke! At komme dens enemærker for nær, særlig en hun med unger i hiet, er ikke bare spøg.
En af soldaterne havde under en rast i skoven lagt sine felt-gloves- handsker med store kraver - på en stenhylde og glemt dem. Da han få dage senere skulle rejse fra fortet, siger han til farfar, hvor handskerne ligger, og at han kan få dem, dersom han vil hente dem. Og det gør han. Rider ud til det angivne sted og begynder at lede. Da stopper Hein og lægger ørene. Umuligt at få hesten til at gå videre. Farfar står af og går nogle skridt videre, da lyder der en kraftig brummen fra buskadset foran ham. Sikkert en bjørn med unger! Men hesten havde opfattet faren først. Han fandt handskerne lige ved og kom sig derfra lidt hurtigt. Handskerne kom for resten senere med til Danmark og blev i mange år brugt som motorcykel-handsker under anden verdenskrig.
Som allerede nævnt kom depressionen og arbejdsledigheden også til store dele af USA i disse år, samtidig med at immigrationen stadig øgede. Der var i store dele af landet direkte krise, og dette affødte forskellige aktioner og opstande, af hvilke bevægelsen Caxey’s Army nok blev den mest kendte, startet i Massillon, Ohio, påskedag 1894. Selv om den tildels blev mislykket, fik den en vis indflydelse på indenrigspolitikken. Målet var at vække kongressens ansvar for de mindst 4 millioner arbejdsledige og deres familier. Optøjerne bredte sig også til de vestlige stater. I Montana samledes en styrke på omkring 650 mand - minearbejdere, skov- og løsarbejdere. De regelret kaprede et tog på Northern Pacific RR for at rejse til Washington DC. Et tog med ordenhåndhævere - sheriffer og vicesheriffer - fulgte efter, og det kom til en regulær kamp ved Billings Montana, et stykke nordøst for Yellowstone. Sherifferne blev overmandet af oprørerne og folk fra byen, men blev befriet af kavalerister fra Fort Yellowstone. Det var den eneste egentlige krigeriske eller militære operation, farfar oplevede under fem års militærtjeneste, men som han sagde:
- Den mest vanvittige! Vi omringede toget og lå på begge sider af banelinien og skød mod vore egne folk. Mærkeligt at ingen blev skadet.
I Mammoth Hot Springs var der foruden fort Yellowstone det store hotel med plads til 150 gæster. I et vaskeri - enten det tilhørte hotellet eller fortet (jeg har altid forstået det derhen, at det var fortets) arbejdede en norsk pige Anne Augusta Gaalaas. Hendes udvandrer historie hører egentlig ikkr hjemme i denne sammenhæng. De to, Otto og Anne, fik et godt øje til hinanden og blev forlovede. Da Ottos tjenestetid udløb, besluttede de at gifte sig og rejse hjem til Europa. Dvs. Otto ville, at de skulle følge ad og gifte sig, når de kom hjem, men Anne hold på, at enten måtte de rejse hver for sig til Europa og så gifte sig, eller gifte sig i Amerika og så følges ad som ægtefolk. Og sådan blev det.
Brylluppet stod i Stillwaater, Minnisota, den 5. august 1898 hos Annes bror Peder. Derefter gik turen først til Norge til Annes forældre, og så til Aakirkeby, hvor de købte en lille ejendom i Nyby - det nuværende nr. Smålyngsvej, dengang kaldte man det ”Båntarminj”.
Mange souvenirer blev bragt med hjem. Blandt dem kavaleriets gallauniform, desværre ikke fuldstændig pga. pladsmangel i kufferten. Den blev nok brugt til forskellige formål, karneval m.m. gennem årene. Engang i løbet af det første år, iførte farfar sig uniformen og overraskede bedstemor i køkkenet en søndag. Hun slog armene om ham i henrykkelse og trykkede panden mod en af knapperne i uniformsjakken og fortalte, at hun var gravid. Da barnet blev født, havde det et modermærke i panden. Vrøvl og folketro! - Ja kan hænde, men min fars ældste bror - han er, når jeg skriver dette, over 90 år - har endnu et modermærke i panden a la Gorbatjov. Det er mindre, men har fuldstændig form som den amerikanske ørn på uniformsjakkerne…..
Efter hjemkomsten til Bornholm grundede Otto J. Hansen i 1911 egen møllebyggerforretning. Her ses han (yderst til højre) med et arbejdshold på den tidligere mølle i Bodilsker, Pilemøllen, hvor selvkrøjervindfanget skal hejses op.

De forskellige ting - billeder såvel som genstande - blev desværre efterhånden spredt. Der var fire sønner i ægteskabet, og man kunne vel ikke vente, at alt skulle blive hos en af dem. Jeg tror, vi har været heldige at kunne holde sammen på så meget, som vi har af dette. Millitær-effekterne og en del papirer fik jeg som det ældste hjemmeværende barnebarn selv af farfar den sidste gang, jeg så ham. Noget af uniformen havde jeg allerede fået, da jeg var et år gammel - der blev syet frakke til mig af benklæderne. Det var godt stof, og fire søskende i række klarede ikke at slide det ud. Men møllene ku’ godt lide det! Desværre.
Jeg spurgte engang farfar, om han aldrig havde længtes hjem, mens han var i Amerika. At han ofte længtes til Amerika, var ingen hemmelighed, det vidnede alle hans amerikanske sange og meget andet om.
Bare en gang, svarede han. Da jeg havde givet besked om, at jeg ikke ville forny kontrakten med Uncle Sam, begyndte jeg at længes. På vagten natten efter skrev jeg sangen:
Så sang han på melodien ”The last rose of summer”: Danmark, blomstersbetrødte have, Danmark er mit fødeland…..

Teksten sendte jeg til Bornholms Tidende, så kunne hele familien læse den der, det var enklere end at skrive den af i mange eksemplarer. Blandt de papirer, jeg fik af farfar, var også original manuskriptet, der viser, at vers 2 er kommet til senere.

Det blev en god og ekspansiv tid hjemme. Efter 10 år i Nyby med arbejde for andre fra kl. 6-6, blev der gjort en del på ejendommen, ”mens andre sov”, som han udtrykte det, købte han den gamle degneskole, etablerede sig som tømmermester og var med til at bygge store dele af byen.
Da de financielle krak kom i 1915, blev forretningen solgt. Det var ligeså godt at forsøge Amerika igen. Der blev bestilt billetter med Cunard-linjen, men først rejste bedstemor til Norge for at se til sine forældre. Mens hun var i Norge, blev Lusitania, som de skulle rejse med, torpederet, USA kom med i krigen. De blev i Aakirkeby. Men længslerne - å ja…..
For som farfar sagde, da han gav mig et kort over Yellowstone Nationalpark:
- Du får få det, jeg får ikke brug for det mere, måske du…..
Jeg har ikke været der endnu, men jeg levede der hele min barndom - på kortet, i billeder, fortællinger og atmosfæren i stuerne hos mine bedsteforældre.


Danmark! blomsterbestrødte Have

Melodi: Zigøjnerdrengen

Danmark! blomstbestrødte
Danmark er mit Fødeland,
der hvor Østersøen vugger
sig mod Strandstens hvide Sand,
jeg vil hjem igen til Danmark
til dets Strand og Bøgelund
Der hvor Nattergalen synger
i den stille Aftensstund


Bornholm du Klippe skønne
med Bakker grøn og Blomstervang
med Fyrreskove altid grønne
og din søde Fuglesang
på Egegrene Gøgen kukker
i stille Sommeraftenstund
der jeg tumled i min Barndom
leget i dens Nøddelund.


Langt fra Hjemmet i det fjærne
har jeg søgt og tjent mit Brød
syntes se en Haabets Stjerne
hver gang Modersmaalet lød,
jeg var i en fremmed Skare
hørte det en sjælden gang.
Oh! da faar man ret erfare
Modersmaalet skjønne klang



Fra mine Fædres Hjemstavn drog jeg
tjener nu et fremmed Flag
svoret det min Tro og Ære
og at kjæmpe for dets Sag
er jeg værdig da at træde
Danmarks blomstbestrødte Vang
vil du ej din Søn udstøde
naar han vender hjem engang


Gamle fader huld og kjære
du som for vort Danmark stred
kan du kjærlig mod mig være
er du ikke på mig vred
taaget er dit øje blevet
Haaret hvidt og Armen svag
skulle jeg ej ved din Side
staaed paa din gamle Dag


Kjære Moder du som lærte
mig hvort skjønne Modersmaal
du som bad og Taarer fældte
for mig og mit Fremtidsmaal
ja jeg vil tilbage vende
og mig kaste i den Favn
høre dig med kjærlig Stemme
kalde mig mit Barndoms Navn.

Otto Hansen
Oct. 31 1897